Historie 2017-05-13T18:47:08+00:00

HISTORIEN OM TORNBY BJERGELAV

SKUDEHANDEL

Skudehandel Den tidlige skudehandel imellem Vendsyssel og Sydnorge opstod i 1500-årene og tog til i løbet af 1600-årene, og blev drevet med mindre fartøjer, der kunne gå ind til stranden. Studehandlen opstod, da mangel på visse varer betød, at man begyndte at handle og bytte varer landene imellem. I begyndelsen eksporterede nordmændene varer af jern, i form af bl.a. ovne og gryder. Da der ikke var tilstrækkeligt med god landbrugsjord i Norge til at brødføde befolkningen, tog bådene brødkorn med retur til Norge. På Vendsyssel Historiske Museum er der en stor samling af norske bilæggerovne, ovnplader og vindovne fra denne handel.

SKUDEHANDLEN OPTRAPPES

I begyndelsen af skudehandel perioden var det hovedsageligt nordmænd fra Arendal-egnen, der sejlede til Vendsyssel for at handle. Senere begyndte man også i Danmark at drive skudehandel, og blev med tiden et vigtigt led i kystkøbmændenes erhverv. De lokale bønder solgte nu deres produkter til købmanden, som fik varerne sejlet til Norge. Nordmændene kunne således nyde godt dansk kød, flæsk, levende smågrise, høns, får, æg og smør. Danmark importerede i stigende grad trævarer, tjære, salt, kul og jern.

TRANSPORTEN OVER HAVET

Da skudehandlen startede, var Norge en del af det danske rige, og da det på den tid var lettere at transportere varer ad søvejene end over land, hvor vejene endnu var meget dårlige og skabt på naturens præmisser, var denne transportform oplagt. Det var dog på ingen måde ufarligt at deltage i skudehandlen, da sejladsen foregik i mindre fartøjer. Hvis vejret viste sig fra sin barske side med tåge og hård strøm, skete det ofte, at skuder sank, blev slået til vrag i brændingen eller strandede.

TOLD

Når skuderne landede varerne ved vestkysten, skulle de fortoldes i Hjørring, som var tolddistrikt. I begyndelsen blev der ikke betalt med penge, men med en vis del af lasten. Med hjælp fra strandridderen kontrollerede tolderen hvilke og hvor mange varer som skulle fortoldes. På grund af den lange kyststrækning, blev der ofte smuglet varer i land, uden at tolderen opdagede noget.

SVINDEL MED VARER

Skudehandlere kunne føle sig fristet til at snyde med toldafgiften. Det forsøgte blandt andet Købmand Schibsbye fra Hjørring. Han havde modtaget nogle oksehoveder vin samt et fad rom,* som skulle re-eksporteres til Norge, og som transitvarer ikke var toldpligtige. I august 1837 skulle varerne sejles til Arendal, men inden udskibningen opdagede strandtoldbetjent Lund, at der inde i tønderne var placeret en mindre tønde, som indeholdt vin. Resten af indholdet i den store tønde var vand! Hvis ikke toldbetjenten havde opdaget noget, kunne købmand Schibsbye have beholdt vintønderne til sin egen forretning og dermed være sluppet for at betale told. Men nu blev tønderne konfiskeret, og købmand Schibsbye fik en bøde på 465 rigsbankdaler og mistede desuden sin ret til kreditoplag.

*Et oksehoved vin svarer til ca. 226 liter, og et fad rom svarer til ca. 904 liter.

VI HAVDE EN SKUDEHANDLER I TORNBY

En af de store købmænd og skudehandlere i Vendsyssel kom fra Tornby og hed Mads Sørensen. Han var søn af skudehandler Søren Jensen og overtog i 1859 Tornby købmandsgård samt pakhuset nede på Tornby strand. Allerede året efter tilføjede han slagteri, butik og lagerrum til gårdens stuehus.

– Mads Sørensen havde store planer!
Det kunne nemlig være en stor og indbringende forretning at bringe varer over havet som skudehandler, og i løbet af ét efterår i 1870’erne, blev der slagtet 7-800 kreaturer og 20-30 mand arbejdede på gården. Om foråret pakkedes skuderne, og man satte kursen mod Norge. Det skulle helst ske, så man ankom som nogle af de første, for så var nordmændene mest sultne, sagde man.
I 1870’erne nåede Mads Sørensen helt op på en årlig omsætning på over 300.000 kr.

STRANDINGSGODS OG BJERGNINGER

De mange strandinger og forlis gjorde strandingsgods til en vigtig indtægtskilde for kystboerne, der almindeligvis var fattige folk. Ifølge loven samt den gamle grundsætning: Hvad ingen ejer, tilhører kongen, skulle alt strandingsgods tilfalde kongen eller andre med tilsvarende rettigheder. Det var dog kun tilfældet, hvis der ikke var nogen overlevende fra det strandede skib, som gjorde krav på godset. Selvom man ikke måtte tage det, endte meget gods alligevel hos kystens beboere, da det var svært for myndighederne at holde effektivt opsyn og få samlet værdierne ind i tide. Fra 1800-årene blev det almindeligt at lade bjergelaug, lokale eller udefra kommende, at foretage bjergning af strandingsgods. Det foregik enten med fladbåde eller ved at smide godset overbord. Noget gods flød således i land, alt imens tungt gods sank og måtte hales op senere.

STRANDINGSGODS OG BJERGNINGER

I 1895 sejlede den sidste skude af sted mod Norge. Blandt andet på grund af havneanlæggelser ved vestkysten i Danmark ophørte skudehandlen. I stedet levede Mads Sørensen og familien af at sælge importvarer fra købmandsbutikken som eks. keramik, fajance og tekstiler fra udlandet og butikken fungerede som en blandet landhandel.

TORNBY BJERGELAUG

Før Tornby Redningsstations oprettelse i 1851 var der ikke udpeget særlige personer til redning af de strandede skibes besætning. Det var de kyndigste søfolk, som stod for denne opgave. Efter 1851 blev redning af besætning, og bjergning af gods opdelt. Tornby Bjergelaug, som blev oprettet i midten af 1800-årene, tog sig fortsat af bjergning af skibets ladning, inventar, mandskabets personlige ejendele samt eventuelt at få løftet skibe fra grunden, hvor de var strandet. Redning af mandskabet tog folkene fra redningsstationen sig af.

Pakhuset blev opført af Søren Jensen(Mads Sørensens far) og hans fætter Thomas Jensen i 1820’erne, og er det eneste bevarede pakhus fra Norgeshandlen. Huset har haft en østre del, som nu er revet ned. Efter at skudehandlen stoppede, blev pakhuset brugt som oplagsplads for redskaber af stedets fiskere. I 1930 blev både det gamle pakhus og fladbåden købt af Tornby Bjergelaug for 3.400 kr.

Fladbåden blev bygget omkring 1870 af skomager og bådebygger Lars Pedersen Vadsager fra Tornby, for skudehandler Mads Sørensen. Båden er bygget af egetræ og fyrretræ, som oprindeligt var tjæret sort.

I sine velmagtsdage var båden bemandet af 24 roere, 1 skipper og 1 øser. Fladbådens mål er:
Længde: 10,44 meter
Bredde: 3,40 meter
Dybdegang: 0,20 meter/spanderhøjde 0,82 meter

Fra midten af 1900-årene har Tornby Bjergelaug haft til hovedopgave at vedligeholde den gamle fladbåd og det endnu ældre pakhus, men da der ikke længere kom indtægter ind via bjergning, blev der i stedet holdt strandfester, hvorfra indtægten gik til vedligehold.
Ved strandfesterne afholdtes der kapsejlads med de andre lokale bjergelaug. Disse kapsejladser var et vældigt tilløbsstykke til strandfesterne, som kunne trække flere tusinde mennesker fra nær og fjern.

Først i 1970’erne indgik Tornby Bjerglaug, Hirtshals Kommune og Vendsyssel Historiske Museum et samarbejde omkring bevaring og udstilling af pakhuset og fladbåden, og i 1975 kunne bådehuset og plancheudstillingen indvies. Det eneste, som museet i dag har ansvaret for i Bjergelauget, er plancheudstillingen, som blev udskiftet i foråret 2012 i forbindelse med IKON projektet. IKON er et EUprojekt, som museet var med i, der handlede om handel over havet mellem det vestlige Sverige, det sydlige Norge og Nordjylland gennem tiderne. Her valgte museet at fokusere på tre områder: en ny permanent udstilling på Hirtshals Museum under titlen Hirtshals ved havet, en ny plancheudstilling om skudehandel ved pakhuset og fladbåden i Tornby, samt punktformidling ude i landskabet, hvor man pludselig kan støde på et skilt et sted ved vestkysten eller i Hjørring, som handler om spor efter handel over havet. (IKON står for Interregionalt KulturOplevelsesNetværk).

DET NYE TORNBY BJERGELAV

Som beskrevet, så har Tornby Bjergelav haft en omskiftelig tilværelse. For 15 år siden stoppede Bjergelavet med at afholde strandfesten, på grund af nogle uenigheder internt i Bjergelavet, og siden da har Tornby Bjergelav ikke haft den position, som det naturhistoriske monument, som det fortjener.
Det har betydet, at båden og husene i de sidste 15 år ikke er blevet vedligeholdt, og derfor har været tæt på at visne hen og gå til grunde.

Det besluttede en yngre generation af tornbygensere i 2015 at lave om på!!

Hvem er så Tornby´s nye bjergere i dag? Det er en generation af Tornbygensere, som er opvokset heroppe i det nordvestligste, og de har i deres opvækst nydt livet omkring Tornby strand.
De er jo derfor også opvokset med Bjerglavet på Tornby strand, og har med bedrøvelse, oplevet over de sidste 10-15 år, hvordan rammerne omkring Bjergelavet er forfaldet mere og mere.
Da de nye Bjergere omkring bjergelavet, består af håndværkere med mange forskellige kompetencer, valgte de, sidste år, at gå aktivt ind, for at redde båden og husene, fra fuldstændig forfald.
De har siden da, brugt over 1000 timer på restaurering af båden, så den i dag står som en af de bedst bevarede bjergebåde i Danmark, og som sagt Danmarks ældste af sin slags.
Sidste år fik de, med økonomisk støtte fra blandt andre Tornby Turistforening, lavet en ny rygning på Pakhuset.

SIGNALMASTEN OG KANONEN PÅ TORNBY STRAND

På bakken var placeret en signalmast, hvori man kunne sætte tre advarselsballoner til vejrs for at signalere til bådende på havet. Hvis der var tåget, så advarselsballonerne i signalmasten ikke kunne ses fra havet, brugte man en kanon til at signalere advarslerne ud med. Ingen af delene findes på bakkerne her i dag.

Det var en lille fortælling fra det nye Bjergelav, og vi håber at Tornbygenserene vil bakke op om initiativet nede på stranden, så vi kan genskabe de stolte traditioner nede på stranden